relativ vind

Davs alle som læser dette – nu er det sket! Certifikatet er kommet i hus efter en lang og nervøs dag. Jeg kan sikkert skrive i timesvis om hvad og hvorledes, men vil prøve at holde mig til flyvningen. Det skal dog understreges at det har vært en stor dag, som jeg ikke glemmer med det første!

(C)2010 John Ewing, Køb den her!
Da jeg ikke bestod prøven første gang, blev der booket ny tid 3-4 gange, men jeg blev stoppet af vejret hver gang. I går så det dog ud til at vejret skulle blive supergodt – skyfri himmel, og kun meget lidt vind, så alt var klart for den sidste del af prøven. Jeg skulle først ud med en af instruktørene, for at “varme op”, og det gik nesten godt. Fik gjort fire landinger, og nogle huskere med på vejen. Så var det ned på jorden igen, og lave vægt/balance, fuel og landingsberegninger, og så ind til kontrollanten. De verste nerver havde lagt sig, men jeg havde fået at vide at kontrollanten var en hård nyser, så nerverne kom lidt på højkant igen. Blev dog fortalt, at jeg bare skulle gøre som jeg havde lært, så skulle det nok gå fint. Med min forrige fiasko i mindet (for kort mærkelanding), så skulle jeg ikke lave den for kort denne gang! Ud i flyveren, og op i luften, og så fik jeg travlt. Først en almindelig landing, som jeg syntes gik fint, men neste runde fik jeg besked på at lave en mere af samme slagsen, og så begyndte tankene at snurre – “Gjorde jeg det ikke godt nok første gang?” Nervøs! Ikke tid til at tænke meget over det – vi lå i 1100 fod, tæt på banen, så det var bare om at gøre det igen. “Oscar Zulu Charlie på højre base til 28 R med touch & go” på radioen, huske at passe på hastigheden, finale, ind med forvarmer, kort finale – og så spørger kontrollanten – “Lander man ikke normalt med 40 grader flaps? Den forrige du gjorde, så var flapsene ikke helt nede!” -og mit svar var – “Jo, men pga vindstødene, ville jeg hellere have lidt mindre flaps” – Det var vidst OK, men tog flapsene helt ned denne gang. Landet fint igen, og afsted. Igen en højre runde og nu mærkelanding uden motor. Klog af skade lagde jeg mig tæt på banen – og heldigvis, jeg landet vel 20-30m efter mærket, men med god kontrol, og på centerlinen. Jeg følte mig tættere på nu! Afsted igen, og midt i runden, får jeg besked på at lave en almindelig landing – IGEN!? OK – Så gør vi det – men fik naturligvis lov at overskyde. Aha, der var en plan med det også. Overskydning gik fint, så var det ind for en flapless. Cool, tænkte jeg, det er ikke så svært – bare følge med på farten, så kører det, og ganske rigtigt – det gik såmen også fint. Jeg havde på radioen også bedt om en touch and go (jeg vidste ikke hvor mange gange han ville have mig til at lande.) Syntes selv jeg kom godt ned, så trykker kontrollanten på radioknappen, og sier til tårnet – “vi gør det til en full stop!” OK, NEJ, hvad – lavede jeg noget forkert? Nejda – så sagde han at dette gik jo fint! Jubi! Det var det hele, og så ind til papirarbejdet. Skulle bare lige passe på at taxi hen til pladsen, uden at lave ulykker. Puh – følte mig nu ganske stolt og glad, skrev papirer, og fik et lille stykke papir i hånden, og et stempel i logbogen. Færdig – slut.
Nu er jeg altså pilot med licens til at gøre luften farligere end nødvendigt, og kan flyve når det passer mig – sådan da. Fik kage og gratulationer fra skolechefen, og så kom hverdagen over mig igen. Skulle lige ind på arbejde, til et møde. Fint nok – verden stopper ikke op, bare fordi jeg er blevet pilot :-)

Det var så min historie, om vejen til PPL certifikat. Jeg håber i det mindste jeg har underholdt nogen undervejs, og måske inspireret nogen til at tage fat i flyvningens glæder. Jeg har haft det megasjovt, og jeg føler at meget af “gevinsten” ligger i, at det har krævet noget af migselv at komme herhen.
Jeg risikerer nu at bloggen dør, og det er fint med mig, men det er jo nu eventyret begynder, og jeg tror jeg vil opdatere bloggen en gang i mellem, når der kommer noget som har med relativ vind at gøre.

Vi ses!
G

PS: På arbejdet vil jeg nu blive kallet Captajn!
;-)